# Frivillig i Fødselsdagskompagniet

I Fødselsdagskompagniet er der mange muligheder for at blive frivillig. På denne side kan du læse mere om foreningens mange spændende initiativer og teams og finde ud af, hvor du ville kunne passe ind i Fødselsdagkompagniets arbejde.

Som frivillig betragtes man som et aktivt medlem. Foreningen har et årligt kontingent som er fastsat til 175 kr. og opkræves i januar måned. Som frivillig inviteres man til tre årlige samlinger, som har både social og informerende karakter. Hvis du allerede nu ved at du gerne vil være frivillig i Fødselsdagskompagniet kan du melde dig ind ved at klikke her og blive viderestillet til vores online-blanket.



Bageteam

Fødselsdagsteam

Designteam

Medieteam

Fundraising

bager

Bageteamets formål er at levere bagværk til Fødselsdagskompagniets fødselsdage og netværksfester. Som frivillig på bageteamet forpligter man sig på ad hoc at levere bagværk, når der opstår behov for dette. Man er ligeledes forpligtet på at deltage i Fødselsdagskompagniets to årlige udviklingsdage, som afholdes i hhv. marts og september. Som frivillig administrerer man selv, hvornår man har tid til at kunne levere og bagværket betragtes som donationer.

Er der gemt en fødselsdagsbager i dig? - Så udfyld vores webformular.

×
Fødselsdagsteam

Hvis du elsker at feste, er fødselsdagsteamet lige noget for dig. Teamets opgave er at planlægge og afholde børnefødselsdage. På fødselsdagsteamet er du med ude og afholde fødselsdage.
En fødselsdag har en varighed på ca. 3 timer og ligger som oftest i weekenden. Fødselsdagsteamet består af 4-6 personer, som rykker ud med én af kompagniets 6 temafester. Teamet er behjælpelige med alt lige fra pyntning, forberedelse af mad til afvikling af festen samt oprydning.
Hvis du elsker at lege, være kreativ, tumle, gå på skattejagt, løse mysterier, koge bolsjer, kaste med flødeboller, puste balloner op eller synge fødselsdagssange, så er det her det rette team for dig!

Meld dig ind i foreningen og bliv en del af festen!

×
Materiel designer

Elsker du at save, sy, hamre, male, klippe, lime eller eksperimentere, så er det oplagt at du bliver en del af Fødselsdagskompagniets designteam. Designteamets opgave er at udvikle og producere materialer, pynt mm. til Fødselsdagskompagniets fødselsdage og fester. Som frivillig tilbyder du dine kreative tanker og håndværksmæssige kompetencer ind i et team, der udvikler og skaber redskaber og pynt. Du inviteres med til at opfinde det visuelle udtryk af de i forvejen bestemte temafester, som Fødselsdagskompagniet tilbyder. Som frivillig forpligter man sig på 4 årlige samlinger, hvor idéerne bliver til virkelighed.

Hvis de kreative tanker allerede ruller, så er du selvskrevet til at indgå i dette team. Udfyld vores webformular og slip kreativiteten løs!

×
Medieteam

Hvis du brænder for god kommunikation, god grafik eller bare elsker at nørde med gadgets, så skal du blive ved med at læse. Medieteamets formål er at brande og synliggøre Fødselsdagskompagniet og dets arbejde. De frivillige på medieteamet arbejder med en lang række forskellige opgaver, herunder: udvikling og opdatering af hjemmesiden, produktion af PR-materiale (herunder flyers, banner mm.), synlighed på de sociale medier, videoproduktion, fotografi, billedredigering mm.

Som frivillig melder du dig løbende på de kommunikationsopgaver, der bliver slået op. Der er ikke en timemæssig forventning, men det forventes at man færdiggør de opgaver man tager på sig til den aftalte tid. Når man er tilknyttet medieteamet kan man enten være ad hoc på forskellige opgaver eller man kan vælge at varetage en fast opgave.

Udfyld vores webformular og bliv en del af medieteamet. ×

Fundraising

Money, money, money - must be funny. Kan du lide at skrive ansøgninger og vil du gerne være med til at sikre at Fødselsdagskompagniet fortsat har økonomi til at fortsætte sit arbejde så kan du blive en del af fundraisingteamet. Teamets opgave er at sørge for, at der hvert år tilføres midler til foreningen samt at skaffe sponsoraftaler. Fundraisingteamet udarbejder i begyndelsen af hvert år en fundraisingplan over hvilke fonde der skal søges hvornår. Teamet udarbejder endvidere ansøgningerne til hver enkelt fond, og sørger for at sende dem af sted rettidigt.

Kribler det allerede i fingrene for at komme i gang? Så udfyld denne formular og slip din indre ordelskende sælger løs. ×